Margaret Atwood: “Tjenerindens fortælling”.

𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝚁𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 Har gået lidt rundt om mig selv, for hvordan indfanger man på få linjer en moderne klassiker? Jeg taler om canadiske Margaret Atwoods “Tjenerindens fortælling”.

USA i en nær fremtid. En kvinde indtaler sine erindringer på nogle kassettebånd. Af fortællingerne forstår man, at kvinder er blevet frataget deres rettigheder. De få kvinder, som stadig er fertile, er blevet installeret blandt samfundets elite. Et samfund, hvor bøger ikke eksisterer, og hvor man går i uniformer og bliver henrettet for de mindste forseelser; alle vogter på alle. 

Associationer i retning af fx 2. verdenskrig og DDR er nærliggende – men der er desværre også mange paralleller ift nutiden. Bogen er ikke det mindste forældet og faktisk skræmmende aktuel. Atwood minder os om, “hvor hurtigt vi kan glemme”. At vi må ikke blive historieløse. At vi skal blive ved med at læse, så vi har mulighed for at danne selvstændige meninger. At vi ikke må lade os kue af frygt. Alt dette lettere sagt end gjort – men “Tjenerindens fortælling” har måske aldrig været vigtigere, end den er nu!

Jeg plejer egentlig aldrig at se en serie, før jeg læser det fortolkede værk, men gjorde det i dette tilfælde: “The Handmaid’s Tale” baseret på Atwoods roman. Serien er vellykket, og den lægger sig tæt op ad bogen. Bogen åbner (selvfølgelig) op for mere. Fx har romanens hovedperson Offred en virkelig raffineret fortællerstemme, som siger en masse mellem linjerne. Dette lag giver i romanen en dybere forståelse af Offred.

På fredag udkommer den længe ventede efterfølger: Gileads døtre.

Tak, Forlaget Lindhardt og Ringhof 🚫

Dorte Karrebæk: Man begraver de døde. Jesper Wung-Sung/Otto Dickmeiss: De tre små kinesere.

Dansklærerforeningens Forlag viser gang på gang vejen i forhold til fag- og skønlitterære udgivelser. En serie som jeg er særligt begejstret for er Billedromanen.


Jeg har altid været optaget af børns læselyst. Billedromanserien var tilbage i 2006 et målrettet forsøg på at nå gruppen af 9-12-årige, som var vilde med de multimodale medier. Vilde med spænding, action, gys og humor. Konceptet er helt enkelt. I værkerne skal være et begrænset antal tekstlinjer på et begrænset antal sider – og mange illustrationer. Siden 2006 er forlagene heldigvis blevet bedre til også at udgive illustrerede bøger til de ældre børn. Man har gjort op med tanken om, at en billedbog kun er til de yngste. Jeg er faktisk overbevist om, at Alineas skønne serie MiniVærk (indskoling), Carlsens fine Billednoveller (mellemtrin/udskoling) og Gyldendals flotte Billednoveller for unge (udskoling) er inspireret af Dansklærerforeningens billedromaner.


Nu er der kommet to nye skud på stammen af Billedromaner. Dorte Karrebæk “Man begraver de døde”. Jesper Wung-Sung/Otto Dickmeiss “De tre små kinesere”. Man er ikke i tvivl om, de er afsenderne. Karrebæk dystert – men alligevel med en varme. Wung-Sung med et sprogligt overskud, masser af intertekstualitet og (selvfølgelig) H. C. Andersen.
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med Billedromanen – så lån hele serien – og husk at få de nye med!

Tak, Dansklærerforeningens Forlag 🥢

Kim Fupz Aakeson/Cato Thau-Jensen: “Men størst af alt”

ANMELDEREKSEMPLAR Kim Fupz Aakeson har flere gange i sit forfatterskab taget udgangspunkt i Bibelen. I sin nyeste billedbog “Men størst af alt” berører han skabelsesberetningen. 

Fanden er arrig over, at han ikke har sat sig så store spor som Gud. Så med hjælp fra sin oldemor går fanden i gang med at sprede ensomhed, løgne og ondskabsfuldheder. Guds våben bliver kærligheden – for størst af alt er jo kærligheden.

Aakeson arbejder med temaer som skabelse, ondskab og kærlighed. Sproget er humoristisk. Cato Thau-Jensens lidt skæve men også runde streg understøtter herligt teksten. 

“Men størst af alt” vil blive et hit i biblioteksundervisningen. Eleverne vil klukle af Thau-Jensens illustrationer og Aakesons underfundigheder. Billedbogen er selvfølgelig oplagt i 1. klasse i kristendomskundskab. Bogen vil være god som optakt til trivselssamtaler og naturligvis højtlæsning.

Tak , Forlaget Carlsen!

Peter Madsen, Henning Kure m.fl.’: “Valhalla”

Som barn i 80’erne gjorde Peter Madsen, Henning Kure m.fl.’s “Valhalla” indtryk. Tegneserien fyldte 40 år i oktober! I den anledning er der udgivet en prægtig jubilæumsbog. Indholdende “kærlighedserklæringer, humoristiske, satiriske udlægninger og personlige erindringer i tegneserieform” af en perlerække af illustratorer og forfattere fra ind- og udland.


“Valhalla” har altid været fyldt af vid, varme, humor, mørke, poesi og et skarpt menneskeblik, hvilket de mange bidrag træfsikkert indfanger anno 2019.
Bogen er for det første interessant at læse, fordi den fortæller om en lidt uskyldig tid, før de store marketing- og målgruppeanalyser kom på banen. En tid, hvor der var plads og luft til at gå andre veje end den slagne. Kunne “Valhalla” egentlig være skabt i dag? Dernæst er de varierede bidrag en fornøjelse. Jeg vil gerne fremhæve:

De poetiske af Clara Lucie Jetsmark, Peter Kielland-Brandt

De sjove/varme af Karsten Mungo Madsen, Stinestregen, Benni Bødker/Christian Højgaard, Bjørk Matias Friis

De politiske af Morten Dürr/Patrick Steptoe, Niels Roland, Anders Westerberg 

De stærke af John Kenn Mortensen, Jan Lööf, Bjarne Hansen, Martin Bigum/Suzanne Brøgger

Fanar Ahmand har desuden lavet en ny spillefilm om Valhalla. På Storm P-museet kan man se udstillingen: “Historien bag succesen”. Slutteligt er der udgivet en sort, rune-præget monolit af en samlet Valhallakassette. Bibliofiludgave på allerhøjest niveau!
Dansk, samfundsfag- og kristendomslærere fra mellemtrinnet og op. Få fat i bogen! Der er mange muligheder for inspirerende undervisningsforløb. 

Tak, Forlaget Carlsen for ikke at gå på kompromis!

Richard Ford: “Mellem dem – Mine forældre som jeg husker dem”

𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝚁𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 “En ufuldstændig forståelse af vores forældres liv er ikke et vilkår i deres liv. Kun i vores eget. Om noget er det at erkende, at man ved mindre end det hele, respektfuldt, da børn indskrænker rammerne for alt det, de er en del af.”

Amerikanske Richard Ford har skrevet en stærk erindringsbog “Mellem dem – Mine forældre som jeg husker dem”. Fords forældre havde en altopslugende kærlighed til hinanden. De fik Ford sent i deres liv. Ford kom mellem dem. Dog ikke på nogen negativ måde.

Bogen er lidt særegent inddelt i to erindringsbilleder skrevet med tredive års mellemrum. Første del om Fords far, anden del om Fords mor skrevet tilbage i 1981. Som forældrenes liv er bogen stilfærdig og varm. Det er en bog om livet, den store kærlighed og døden. Ford reflekterer vedkommende over, hvad erindringer er, og hvorfor han selv havde behov for at skrive bogen.

John Ford boede en del år i Jackson, Mississippi hvor forfatteren Eudora Welty levede. Ford takker Welty i sin efterskrift. Jeg har læst Weltys erindringer om sine forældre, og de to bøger er sammenlignelige for deres ikke konkluderende/analyserende og kærlige blik. Patti Smiths barndomserindringer “Drømmespinderier” kom mig også i hu.

Ford har skrevet en rummelig, eftertænksom og menneskeklog bog, som var en stor fornøjelse at læse.

Tak, Forlaget Klim​ // Oversætter: Nina Brenøe 𖦹

BogBloggerBillede

Af og til får jeg henvendelser vedrørende; hvordan tager man det gode bogbloggerbillede? Her følger lidt tanker:

Baggrund Fik mit første kamera da jeg var 13 år. Er fra 1973! I mange år fotograferede jeg med filmruller. Hvilket medførte, at jeg lærte at kreere fotografiet i hovedet, inden jeg tog det. At tage et godt billede kræver blandt andet indsigt i komposition, virkemidler plus en god portion tålmodighed og lys, lys, lys.


Rekvisitter skal der i min verden til. Men man kommer altså langt med farvet karton, gavepapir – og hvad man lige har i hjemmet! Har inddelt nogle af mine mest brugte rekvisitter:


1. Papir, karton, serivetter m.m.

2. Dyr

3. Julepynt, konfetti m.m.

4. “Håndarbejde

5. Lidt af hvert

6. Bøger

7. Toilettasken

8. Sjovt service

9. Sjove strukturer

10. Blomster


Lys, lys og atter lys. Man kan gøre meget i dag med billedredigeringsprogrammer. Find dog et lyst rum uden direkte sollys. Så billedet ikke bliver overbelyst, eller der kommer skygger.


Motiv. Undervejs i min læsning finder jeg nogle markører som indfanger romanen. Markører som repræsenterer bogens indhold. Fx hovedpersonen strikker (strikkepinde), ryger (cigaretter), har en have (blomster), er forelsket (et hjerte) og så videre.


Efterbehandling Jeg efterbehandler altid mine billeder. Giver dem mere ja, lys, et filter. Beskærer.

Apps jeg er benytter: VSCO, Snapseed, Lightroom, Square Fit.

Jeg tager mine bloggerbilleder med min iPhone XS. Det er hurtigst og lettest. Mange nye mobiltelefoner tager i min optik fotos i høj kvalitet.


Kredit Vi bliver alle inspireret af hinanden. Man lærer ved at efterligne ubevidst/bevidst – men det er selvfølgelig god stil, at kreditere hvis man har lagt sig meget tæt op af én. Et billede kan for mit vedkommende godt tage en til to timer at få ide til, tage og efterbehandle – inden jeg er tilfreds med resultatet. Det har taget mig mange forsøg at nå til mit greb. Øver mig hver dag.


Instagramprofiler hvor jeg også billedmæssigt finder inspiration: 

mettewolfhagen

sorttale

biblioteket

litteraturdk

bookmeupscotty

litfix

litteraturlinjer

kshdkboeger

litteraturformidler

henriettedtb

linedalbro

herlevbibliotek

annkristinehald

bogdagbog

madebypernille

skyggetanten

Lone Elmsted Bild: “Hollys hav”

“Nogle ting er, hvad de er”.

Holly er donorbarn. Hollys forældre skal flytte fra hinanden, da Hollys mor er gravid med en anden mand. Tanker begynder at melde sig: Forsvinder Hollys far ud af billedet, når han ikke er biologisk? Hvornår har man en far – og hvem er det egentlig? Når nu ens biologiske er et navn – men til ingen gavn? Tilværelsen fortsætter, mens Holly trækker sig stadig mere fra venner og liv.

Lone Elmsted Bilds korte, lavmælte og varme roman “Hollys hav” beskæftiger sig med et nyere emne: donorbørn. På trods af sin liden størrelse, så står der meget mellem linjerne. Grebet er filosofisk og lidt nøgtern, hvilket er med til at understrege Hollys personlighed.

Romanen er let læst, men der er meget at tale om. “Hollys hav” er oplagt som klassesæt til 6. årgang, hvor det kan være svært at finde egnede romaner. Eleverne vil kunne genkende sig selv i forhold til venskab, familie, skole, identitet og spirende forelskelse. Det kunne være spændende at tale om: Hvad er arv og miljø? Er man mere hel, hvis man kender sit ophav?

Var du glad for Mette Vedsø​s “Hest Horse Pferd Cheval Love” og Mette Eike Neerlin​ s “Hest, hest, tiger, tiger”, så læs “Hollys hav”. Jeg var meget glad for Bilds “Hvis bare det var en drøm”. Se omtale i feed.

Tak, @BØRNEBØGER​ 🎐