𝚊𝚗𝚖𝚎𝚕𝚍𝚎𝚛𝚎𝚔𝚜𝚎𝚖𝚙𝚕𝚊𝚛 “Fast arbejde og et godt knald, sagde jeg til den. Det er det, jeg trænger til. Dét og intet andet. Er du ikke enig?” Sådan spørger den kvindelige hovedpersonen et birketræ i Adda Djørups lille roman “Bulgakovs kat”. Djørup byder læseren op til en hvirvlende dans, hvor det undervejs gælder om at holde tungen lige i munden, når der springes mellem virkelighed/fantasi, et indlagt fiktionsstykke m.m. Romanen er morsom, syret og spiddende med intertekstuelle referencer. Bogen må læses/opleves - den lader sig ikke så let genfortælle. Det jeg tager med mig, er en påmindelse om, at livet er her og nu. Vi vil aldrig fortryde, at vi ikke arbejdede noget mere, men at vi glemte at se vores barn i øjne, da det spurgte: “Er der huller i døden?”. Tanker gik også i retning af Murakami og den måde, hvorpå han ubesværet bevæger sig mellem det naturlige og overnaturlige. Katten i romanen siger “Hvorfor stræbe højere? Hvorfor ikke vælge det bedre, det større, det vildere, det friere? Som er? spurgte jeg. Uforklarligt, sagde han. Det skal opleves. Sanses. Erfares. (…) Man må åbne sig for det, sagde han. Man må invitere det ind. Helt ind.” Det samme kan siges om romanen - man må åbne sig for den!
Tak, @rosinanteco 😸
𝚊𝚗𝚖𝚎𝚕𝚍𝚎𝚛𝚎𝚔𝚜𝚎𝚖𝚙𝚕𝚊𝚛 “Så er du jo ret beset hundrede procent eskimo. Det er jo de første år, som former os.” Citatet stammer fra Iben Mondrups seneste roman “Tabita”. Iben Mondrup boede i Grønland, fra hun var 3 til 18 år. Mondrup har mange gange brugt Grønland som litterært afsæt.
Den grønlandske pige Tabita og lillebroren Vitus bliver i 1960’erne adopteret af danske forældre. Vi får historien gennem Tabitas mormor, mor, adoptivmor og Tabita selv. Det bliver et knugende indsyn i en tid, hvor liv ikke var lige meget værd. Hvor det at give sit barn væk, måske var at give barnet chance for at få et bedre liv. Men hvad er et bedre liv? Det er en mørk roman med enkelte lysglimt. “Tabita” er talerør for “alle de børn, der har skullet glemme sig selv”. Det er en vigtig roman, og man spørger ja, sig selv, hvem er bedst til at vurdere, hvad der er barnets tarv?
Mondrup har et skarpt blik for menneskelige relationer og dynamikker. Mondrups “Godhavn” og “Karensminde” var begge stilsikre, som man kender det fra fx Ida Jessen og @kmguldager . “Tabita” er i min optik ikke så helstøbt, men mindre kan også gøre det!
@mortendurr1 og @larshorneman s meget barske grafiske roman “Ivalu” har ligeledes fokus på de “glemte børn” i Grønland. @evatind skriver stærkt i “Ophav” om at finde sig selv - hvilket Tabita aldrig får mulighed for!
Tak, @politikensforlag 🗝
𝚊𝚗𝚖𝚎𝚕𝚍𝚎𝚛𝚎𝚔𝚜𝚎𝚖𝚙𝚕𝚊𝚛 Har det ambivalent med DRs litteraturprogram: “Øgendahl og de store forfattere”. Synes Øgendahl og det dokumentariske fylder for meget. Når det er sagt, så har jeg fået noget med fra de seks afsnit, jeg indtil videre har set. Forestiller mig, at det enkelte afsnit kan være en god forfatterskabsintroduktion i udskolingen. Tjek endelig også DR Skoles undervisningsmaterialer til programserien.
Afsnittet om Leonora Christina Ulfeldt gav anledningen til, at Allan van Hansens grafiske roman "Jammers Minde” kom ned fra hylden. Har ikke læst Ulfeldts “Jammers Minde", men fornemmer, at man godt kan begynde med den grafiske roman. Måske fordi jeg var blevet klædt på af TV-programmet? Allan van Hansens streg er på en og samme tid detaljerig og enkel. Jeg kan godt lide den måde, han beskærer et billede på, enkelheden i farvevalget og et skarpt blik for rammende detaljer. Opslagene med en tulipans forfald er virkelig gode. På trods af den tunge historie er den grafiske roman fyldt af humor. Den giver et godt tidsbillede af en helt særlig periode i Danmarkshistorien.
Når man skal omkring Ulfeldts “Jammers Minde” i undervisningen, ville jeg lægge ud med TV-programmet og den grafiske roman. Personligt må jeg hellere se at få læst originalværket!
Tak, @forlagetarabesk 🐀
“Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han”. Linda Boström Knausgårds kortroman “Velkommen til Amerika” er svær at beskrive. Vi følger den yderst reflekterede 11-årige Ellen i tiden efter sin fars død. Ellen er overbevist om, at hun er skyld i hans bortgang, da hun har ønsket ham død længe! Måske er hun derfor efterfølgende holdt op med at tale?
Vi får historien fra Ellens synsvinkel. Ellen kæmper med sit sind og tanker. Romanen er meget sanselig. Måske fordi Ellen ikke taler, synes sanserne særligt skærpede? Romanen er fyldt af lys, mørke. Magt, afmagt. Svaghed, viljestyrke. Den er dragende, hvirvlende, fortættet. Momentvis som en drømmende tankestrøm. Har ikke før læst noget helt lignende, men kom alligevel til at tænke på Bruno Schulzs syrede “Kanelbutikkerne”. Forsidefotografiet af amerikanske Francesca Woodman (1958-1981) er velvalgt. Fotoet understreger spillet mellem lys/mørke, er uskarpt og drømmende som romanen. Woodman led af depressioner og begik som 22-årig selvmord. Søg på hendes smukke og poetiske fotografier.
Oversætter: Charlotte A.E. Glahn
𝚊𝚗𝚖𝚎𝚕𝚍𝚎𝚛𝚎𝚔𝚜𝚎𝚖𝚙𝚕𝚊𝚛
Gyldendal har i samarbejde med de gode @laesforlivet spurgt unge, hvad de gerne vil læse om. MELLEM_RUM er en serie kortromaner til udskolingen (6.-10.) skrevet af kendte børn- og ungeforfattere på baggrund af de unges ønsker. Fortællinger fortalt med et lix på 10-15, således at de er enkle og lette at læse.
Jeg har læst to - og de var gode! “Jeg vil gerne læse om angst, død i familien og håb” er blevet til Lars Kramhøfts stærke grafiske roman “Dagbog fra Afgrunden” om en enspænder, hvis far er død, men hvor der i mørket også kommer lyset. Kramhøft løser ønsket til fulde, og romanen vil være god som introduktion til den grafiske roman. Min søn på 13 år slugte den! “Jeg vil gerne læse om forelskelse, overgreb og venner” blev til den fine realistiske roman “Festival” af Sara Ejersbo, hvor vi i tre døgn følger Ida og Jacob på Roskilde Festival. Grænser bliver overskredet på kryds og tværs. Det er en fortælling om, hvor svært det kan være at aflæse egne og andres grænser. Bogen ville være oplagt at læse i forbindelse med, at man så DR’s “Natten til lørdag” om samme emne.
Bøgerne egner sig som fællesværk og selvstændig læsning.
Tak, @gyldendallaes 🍂
𝚊𝚗𝚖𝚎𝚕𝚍𝚎𝚛𝚎𝚔𝚜𝚎𝚖𝚙𝚕𝚊𝚛 “Hvem Fanden har ogsaa lovet dig en Mening med det hele?” Var du glad for Tove Ditlevsens “Barndommens gade” (1943) og Hans Scherfigs “Det forsømte forår” (1940), er jeg overbevist om, at du vil kunne lide Sonja Haubergs bevægende roman “Syv Aar for Lea” (1944). Det er, som om Haubergs roman har begge bøger i sig.
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har i samarbejde med Gyldendal genudgivet “Syv Aar for Lea”. Derfor indeholder romanen også et omfattende noteapparat, efterskrift, bibliografi, udgave- og tekstforhold. Skønt! Genudgivelsen er forståelig på flere parameter. Romanen taler til tiden: kønsrollemønstre, det store pres på ungdommen samt en opmærksomhed på menneskets forhold til naturen. “Syv Aar for Lea” er samtidig en sjældent set stærk beskrivelse af et følsomt og søgende menneske.
Vi følger Ruth, fra hun er barn på landet, til hun bliver færdig som matematisk student i byen. Det er en smuk roman om selvets iboende usikkerhed og dets udvikling påvirket af familiens bånd og samfundsnormer. Individ/fællesskab, naturens tiltrækning, men først og fremmest en roman om at finde sin egen kerne og en mening med tilværelsen. “Syv Aar for Lea” fortjener en plads ved siden af Tove Ditlevsens værk. Skulder ved skulder - som i det virkelig liv hvor de var gode bekendte ... Tak, @forlagetgyldendal 🧡
