Haruki Murakami: “Det mystiske bibliotek”

ANMELDEREKSEMPLAR “Problemet med labyrinter er, at man ikke ved, om man har valgt den rette vej, før man er helt igennem. Og hvis man ved vejs ende så finder ud af, at man er gået forkert, er det oftest for sent. Det er problemet med labyrinter.”

“Det mystiske bibliotek” af Haruki Murakami med illustrationer af Kamila Slocinska er en lille, mørk og komprimeret sag med velkendte Murakamimarkører: Det overnaturlige, en sød pige, biblioteket, får, parallelle verdener m.m.

Kort fortalt handler fortællingen om en dreng, der går på biblioteket. Bøgerne, han ønsker at låne, må kun læses på biblioteket. Drengen bliver ført ned i en labyrintisk gang og taget til fange.

Jeg tænkte på Peter Mouritzen og Bent Haller, når de er allermest dystre og syrede. Der anes en inspiration fra Kafka og Grimm. Slocinska understreger den mørke stemning med sin enkle streg. Som modvægt benyttes farverne til at understrege det uhyggelige såvel som det finurlige, der gennemstrømmer fortællingen. Børn fra cirka 10 år kan læse med – og deres voksne.

// Tak, Forlaget Klim // Oversætter: Mette Holm

Jojo Moyes: “Ræk mig stjernerne”

“Det værste ved, at en mand slår en (…) det er ikke smerten. Det er, at i det øjeblik indser man, hvad det vil sige at være kvinde. At det er lige meget, hvor klog man er, hvor velformuleret man er, hvor meget bedre end dem man er. For de kan altid bare lukke munden på en med en knytnæve. Bare sådan.”

Jojo Moyes’ nyeste “Ræk mig stjernerne” er dedikeret til “bibliotekarer overalt”. ÅH! Romanen er inspireret af virkeligheden. En gruppe kvindlige bibliotekarer til hest under depressionen i Kentucky, USA. Moyes har altid noget på hjertet. I denne roman: race, kvinde/manderoller, uddannelse, social status og selvfølgelig litteratur som vejen til dannelse/viden/udvikling/erkendelse.

Moyes skriver let læste romaner med varme, glimt i øjet og en glidende/indfølende pen. Jeg nød at være i selskab med de sympatiske kvinder og deres op- og nedture i livets karrusel.

// Tak til Rosinante&Co​ 🍂

Tomas Lagermand Lundme/ Anna Jacobina Jacobsen: “Kirsebærpigen”

𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝙴𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 “Jeg dækkede over dig. Det gør man, når man elsker. Så holder man hånden over dem, der skuffer en.“ “Kirsebærpigen” af Tomas Lagermand Lundme med illustrationer af Anna Jacobina Jacobsen er fjerde novelle i Forlaget Carlsens ambitiøse og stærke serie af billednoveller til skolens ældste elever. “Kirsebærpigen” beskriver den første forelskelse. Strømmen af modsatrettede følelser når man erkender, at kærligheden er ugengældt. Hvor langt man vil strække sig? I dette tilfælde indtil man nærmest ikke genkender sig selv. Lundme har en særlig evne til at indfange kærlighedens komplekse væsen, de forbudte følelser med sin antydende, poetiske pen. Jacobsen understreger det komplicerede og knudrede med sin enkle, men samtidig detaljerede streg.
Carlsens Billednoveller er oplagte til undervisningen, læseklubber og også til frilæsning. Til dem der ikke magter en tyk bog – og i det hele taget. Tak, Forlaget Carlsen – tjek endelig også Forlaget Alineas pendant til de yngre elever “Miniværk”.

Mona Høvring: “Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født”

“Vi sammensætter virkeligheden sådan at den bliver begribelig, i det mindste for os selv.”

Martha og Ella er pseudotvillinger. Ligesom fødelsdatoen således har de også gennem deres barndom været meget tætte. Med tiden sker der en lille forskydning, og langsomt er de gledet fra hinanden. Mona Høvrings “Fordi Venus passerede en alpeviol den dag jeg blev født” beskriver så stærkt, hvordan de unge år kan være fyldt af modsatrettede følelser og langsomme, umærkelige forandringer. Romanen skildrer en måske lidt umoden, registrerende, introvert ung kvinde, der er ved at finde sin plads i familien og verden. Sin egen seksualitet, sit eget ståsted.

Høvring skriver lavmælt, delikat, antydende, sanseligt, menneskeklogt og smukt. Jeg er begejstret for Høvrings små korte romaner. Se anmeldelser i feed. Tre er oversat til dansk. De udkommer alle på det skønne Forlaget LESEN. Tjek forlagets stand på Bogforum, hvor du kan være heldig at få dem alle.

Oversætter: Ditte Holm Bro / Omslag: Line Kjeldsen Jensen

Maja Lucas: “Gennem natten og vinden”

ANMELDEREKSEMPLAR Johanne har læst til læge, kan citere Goethe og hendes mor havde et Cartier-ur. Johanne blev aldrig færdig med sit studie, alkoholen har taget over, og ved morens død tog broren uret.

I Maja Lucas’ korte og knugende roman “Gennem natten og vinden” følger man over ganske få dage Johanne og hendes 5-årige søn, Tore. Johanne er presset fra alle sider. Børnehaven, beboere i opgangen, sygehuset, kommunen. Johanne elsker sin søn, men magter ikke at tage sig af ham. Romanen er fyldt med tis, bræk, onani, stank, lussinger, dårlig udluftning, øl, vodka og uhensigtsmæssig mad. Sprækker af lys er der heldigvis på Johannes vej: indfølende medmennesker og den hjemløse/forfulgte Dima . 

Lucas skriver smerteligt skarpt og for mig næsten ubærligt. Hvornår taler vi om et barns tarv og en mors tarv? Hvem skal gribe ind? Hvordan? Hvad ville jeg selv gøre, hvis jeg mødte en Johanne og Tore? Er spørgsmål som jeg stillede mig selv undervejs. Kom til at tænke på, at jeg er opvokset med en enlig sygeplejerskemor, som sent om aftenen kunne stoppe bilen, hvis hun så et menneske ligge på vejen. Træde ud, sikre sig at vedkommende var ok, og så kunne vi to køre videre. Min mor har vist mig vejen. Vi må aldrig have for travlt til at at give vores medmenneske en hånd, stille de svære spørgsmål, give et kram.

“Gennem natten og vinden” er oplagt som bogklubbog. Også som værklæsning på uddannelser for kommende pædagoger, lærere, læger og sygeplejersker.

Tak, Forlaget Gyldendal!

Peter Poulsen: “Danseskole for bjørne”

𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝚁𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 VENTE PÅ FAR // Bogstaverne står og venter på far. // Hvad mon han finder på i dag? // Vil han være i stand til at skelne // mellem konsonanter og vokaler // tager han os ud på verdenshavene // eller skal vi på værtshus igen?

Digtet er fra Peter Poulsens nyeste digtsamling “Danseskole for bjørne”. Poulsen skriver med varme, humor og spidsfindighed. Det mærkes, at digtene er skrevet af en person, der har levet og reflekteret – men samtidig har masser af livsmod. Digtene veksler i længde fra få sætninger til en side. Nogle digte fungerer som erindringer, kommentarer, betragtninger, stikpiller, kærlighedserklæringer, minder … Nogle er ligeud ad landevejen, andre til den surrealistiske side. Poulsen har et meget skarpt og finurligt blik på livet og dets mange facetter.

Kunne du lide Einar Már Guðmundssons “Til rette vedkommende” eller Knud Sørensens smukke “Inden så længe”, vil du også sætte pris på “Danseskole for bjørne”.

Tak, @lindhardtogringhof 🌾

Stinestregen: “Myntes Dagbog – Ingen venner, hvad nu?”

Fans af “Mira”, “Wimpy Kid” og “Pssst!” har fået en ny skøn serie i Stinestregens “Myntes Dagbog – Ingen venner, hvad nu?” 

Mynte går i 7. klasse. Hendes forældre er til begrænset skærmtid og sunde interesser. Familien er flyttet på landet, fjernt fra Østerbro. Det er svært at få nye venner og holde kontakten med de gamle, når man ikke må få en smartphone. Heldigvis har Mynte både Pizzamis og sin dagbog.

“Myntes Dagbog” er skrevet med humor og varme. Bogen giver en indlevet skildring af den bølge af usikkerhed, der kan ramme én som teenager. Hvor svært det kan være at agere, men også nogle gange at skue ud over egen næsetip. Mynte er virkelig god til at tegne, og netop tegningen baner vejen til et venskab med den nye polske pige i klassen. Det er et forfriskende greb.

Udgivelsen er lækker. Formatet er som en dagbog, med lakdetaljer, sødt ISBNnummer og selvfølgelig masser af illustrationer i sort streg. Bogen kan læses fra 4. klasse.

Mange tak Stinestregen for signeringen – jeg kan vældig godt lide Mynte! Tak, Forlaget Gyldendal 🖊

Nikolaj Tange Lange: “Antityskland”

𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝚁𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 “når ord skaber virkelighed. Eller som Hanne Arendt så smukt har formuleret det: “De rigtige ord på det rigtige tidspunkt er også at handle.”

Nikolaj Tange Langes roman “Antityskland” omhandler et venstreorienterede miljø i Berlin. Vi følger fem personer over en uge. Omdrejningspunktet er et kontroversielt foredrag i en lille alternativ boghandel. Et foredrag der sætter sind i kog. Desværre blev de “rigtige ord” sagt alt for sent.

Miljøet i “Antityskland” er fyldt med idealisme og gode intentioner, men også dobbeltmoral, hykleri, fordømmelse og en flirt med det antityske. Romanen runder flere gange 2. verdenskrig, som stadig fylder i dagens Tyskland. Man balancerer konstant på en knivsæg i forhold til ytringsfrihed m.m. 

Romansporet er let læst og ret humoristisk. Den unge læser opfordres til at læse med. Så er der et mere litterært, filosofisk, historisk spor. Dette spor kan måske virke udfordrende, ja, handlingsforstyrrende, men det er samtidig også det, der i min optik gør “Antityskland” læseværdig.

Romanen er oplagt til læseklubber på de videregående uddannelser. Uddrag i samfundsfag, tysk og historie kunne være en mulighed. Jeg forestiller mig, at Nikolaj Tange Lange er interessant i forhold til foredrag fra 9.-. Hermed en opfordring til at lade undervisningsmateriale udarbejde på Gladiators egen fine undervisningsportal: Colosseum.

Tak, Forlaget Gladiator!

Sille Jensen: “Hvid som jasmin”


“Jeg er glad for, at jeg er blevet kendt som Iben fra Odin Teatret”. Skuespiller Iben Nagel Rasmussen kunne nemt have følt sig overskygget af forældrene Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, eller af kæresten Eik Skaløe, som opkaldte den legendariske sang “Itsi-bitsi” efter hende. Men Iben fandt sin egen vej.

Ibens farverige og livsbekræftende liv kan man læse om i Sille Jensens “Hvid som jasmin” – en grafisk biografi om Iben Nagel Rasmussen. Biografien er en på alle måder utrolig rørende og vigtig udgivelse. Bogen er et tidsbillede og et stykke kvindehistorie. Ibens mor stod altid i skyggen af sin mand, Iben blev født ind i en anden tid. Den grafiske biografi kan noget. Den evner at skære ind til benet og alligevel udfolde et helt liv. Hvis du er optaget af kunstnerliv/kunstnerkredse, er bogen uomgængelig. Sille Jensen har selv illustreret og kombineret med originale breve, fotos med mere – hvilket skaber en god effekt. Jensens streg spænder velvalgt fra det enkle til det mættede – som livet.

Andre gode grafiske udgivelser med stærke kvinder er Folman/Polonskys “Anne Franks dagbog – graphic diary” og Østerfelt/Andersen/Blaszczyks “Marie Curie – Et lys i mørket”. Er du til mere klassiske biografier om kunstnerkredse, vil jeg anbefale Niels Barfoeds “Benedicte” – om Benedicte Jensen, som en kort periode var gift med Knud W. Jensen, i mange år Thorkild Bjørnvigs elskerinde og tæt på Karen Blixen. Meget interessant læsning! (Bøgerne er tidligere omtalt.) Du må låne “Hvid som Jasmin” på biblioteket eller købe den gennem Sille Jensen – da den desværre ikke længere er i handlen!

Filmen “Steppeulven” handler om Eik og Ibens forhold. Biografien “På knæ for livet” omhandler Halfdan Rasmussen og Ester Nagels parforhold. Jeg har både film og bog til gode – skal jeg få fat i dem?

Tara Westover: “Oplyst”

I USA eksisterer parallelsamfund, som man har svært ved at begribe. Hvor børn eksempelvis holdes ude af skolesystemet uden et egentligt alternativ, man nærer større tiltro til helende urter end læger på grund af (mis)tro, man samler store forråd til den dag verden går under, og familien styres af en patriark. I Tara Westovers erindringsroman “Oplyst” beskriver Westover på stærk og rystende vis, hvordan det kan være at vokse op i sådan et samfund. Taras hjem var endvidere fuld af undertrykkelse, vold, angst, uvidenhed – men også af sammenhold, tro og kærlighed.

Et utrolig godt hoved og en vilje af stål har medført, at Tara Westover i dag er ph.d. i historie fra Cambridge Universitet. I erindringerne kan man følge hendes vilde vej hertil. Det er uhyrlig, men også vigtig læsning. For som titlen “Oplyst” understreger, er oplysning/uddannelse/dannelse for de flestes vedkommende en byggesten til at kunne finde sit eget ståsted, sin egen kerne.

Delphine de Vigan skriver i “Baseret på en sand historie”: “Forfattere ender altid med at blive opfattet som det, vi er: levende bomber med en skræmmende magt, fordi ingen ved, hvordan vi vil bruge vores våben.” I en tid hvor autofiktion går sin sejrsgang, melder tanken sig: Er det egentlig ok at skrive om nulevende personer? Personer som måske ikke selv ejer evnen til at udtale sig eller skrive en bog om en tid eller episoder, de har oplevet anderledes. Hvordan ville man selv have det, hvis man pludselig optrådte i en bog med hændelser fra ens måske mindre glorværdige ungdom? Meget klædeligt slutter Westover sin erindringsroman med refleksioner vedrørende at skrive om dette: “Vi er alle mere komplekse end de roller, vi tildeles i historier.”

“Oplyst” understreger, hvad viden, litteratur, kultur, dannelse, undervisning kan! “Oplyst” er en stærk bog om, hvad familie kan være på godt og ondt. Når alt kommer til alt, så er det stadig ens familie.

“Oplyst” er en oplagt bogklubbog, der er SÅ meget man kan tale om. Synes bestemt også man med stor fordel kan læse uddrag i samfundsfag, kristendomskundskab eller dansk i fx arbejdet med autofiktion. 

Tak, Lindhardt og Ringhof / Oversætter: Peter Rønnov-Jessen