“Normale mennesker elsker at dømme dem, som ikke er normale.”
Japanske Sayaka Muratas helt vidunderlige “Døgnkioskmennesket” læste sig selv. Keiko er 36 år, og har halvdelen af sit liv sat en stor
ære i at arbejde i en døgnkiosk. Hun er faktisk BLEVET et “døgnkiosk-menneske”. I døgnkiosken findes regler, manualer og rutiner, der
gør, at Keiko brillerer – hvilket hun aldrig har oplevet i den “normale” verden, hvor hun synes på tålt ophold.
Det japanske samfund er om noget fyldt af etikette. Romanen får på elegant og udsøgt vis udstillet, hvad de uskrevne reglers land gør
ved mennesker, som ikke passer ind. Det er bevægende, indsigtsfuldt, menneskeklogt, forstemmende, men heldigvis også humoristisk skildret. Under læsningen kom jeg til at tænke på Line-Maria Långs “Blå tiger”, som omhandler den særligt sansende og ekspressive pige Timian, som langsomt lukkes ned i forsøget på at blive “normal”.
Bogen er perfekt som bogklubbog.
Oversætter: Mette Holm 🥢
