ANMELDEREKSEMPLAR: Der er noget særligt ved at læse en roman, man ikke har hørt omtalt eller set beskrevet. Sådan var det med norske Sverre Henmos roman “På vej hjem”.
I bilen sidder parret Thale og Magnus, i hast på vej hjem, fordi Thales 16-årige søn har hjerteproblemer. Bogen følger et nutidspor og 12 års kronologisk tilbageblik til Thale og Magnus’ første møde. Jeg har længe søgt en roman om en helt almindelig, sympatisk mand! Her er den.
Vi får fortællingen fortalt fra Magnus’ synsvinkel, men via nutidssporet får også Thale en stemme. Magnus ønsker brændende “sit eget” barn – så brændende at ønsket er ved at ødelægge hans klarsyn og det ellers stærke parforhold.
Romanen er indsigtsfuld og menneskeklog. Den får på elegant vis understreget vigtigheden af samtale. Vi ved ikke, hvad vi hver især tænker og kan aldrig antage, at vi drager de samme konklusioner. “Engang kunne Thale og jeg tale om alt. Nu kapsles vi mere og mere inde i hver vores ensomhed.”
En vidunderlig bog til dig som kan lide nordiske, realistiske romaner med indhold til refleksion og eftertanke. Romanen vil egne sig rigtig godt som bogklubbog.
Tak Forlaget Turbine // Oversætter: Rasmus Klitgaard Hansen
